Hyldeblomst cupcakes

Print Friendly, PDF & Email

Så kom sommeren! Sommersolen stråler, luften er varm og termometer arbejder sig støt op mod meget varme grader – jeg elsker det! Lige nu viser Danmark sig fra sin pæneste side og jeg håber, at alle ferieglade danskere nyder det. Jeg har ikke selv ferie endnu, men jeg klager ikke; alt godt kommer til den, der venter 😀

Her i sommervarmen kan der godt blive plads til lidt søde sager, vejret indbyder jo til udendørs aktiviteter, der kan forbrænde dem igen – lige fra svømning, til tag-fat i haven 🙂

Jeg har foræret mig selv, endnu, et par bøger; Hummingbird Bakery – kagedage og kagebog og så også lige en Mette Blomsterberg bog… Jeg kan altså ikke gøre for det, sådanne bøger springer op i favnen på mig, når jeg nærmere mig en boghandel og så kan jeg jo ikke nænne at sætte dem tilbage 😉

Læsningen i Kagedage inspirerede mig til disse lækre hyldeblomst cupcakes, søde, luftige og syndige som bare f….. (Undskyld sproget).Hyldeblomst cupcakes

Til 18 hyldeblomst cupcakes skal du bruge følgende:

50 g. hyldeblomster fra hyldeblomstsaft – det vil sige, de blomsterklaser du har brugt til at lave din hyldeblomstsaft af – blendet fint og blandet med 1 spsk. hyldeblomstsaft.

80 g stuetempereret smør

280 g rørsukker

240 g hvedemel

1 spsk. bagepulver

1 tsk. vaniliesukker

2½ dl sødmælk – en mere fedtfattig variant duer altså ikke

2 store dejlige frilandsæg

Tænd ovnen på 190 grader. Find 18 store papirforme til muffins og sæt dem ned i muffinforme af silikone eller metal.

Bland mel, rørsukker, bagepulver, vaniliesukke og tilsæt det bløde smør. Kør det på din køkkenmaskine eller med en håndmikser på lav hastighed til det ligner krummer. Bland mælk og æg sammen i en anden skål og tilsæt 3/4 af denne blanding til den første blanding, rør imens på laveste hastighed – skru op på mellem hastighed og tilsæt resten af ægge-mælkeblandingen. Tilsæt de blendede hyldeblomster – rør dejen indtil den er glat.

Dejen bliver meget flydende, men det skal den være.

Fyld formene 2/3 dele op med dej – har du ikke forme nok, så sæt dejen i køleskabet imens du bager første portion og bag så de sidste, når de første er kølet lidt af.

Bag kagerne midt i ovnen i 18-20 min. Tjek med en kødnål efter 18 minutter om der hænger dej ved. Kagerne er nok, når der ikke hænger dej ved kødnålen. Tag kagerne ud og lad dem køle af i formene og vend dem så ud på en rist.

Nu skal de pyntes:

250 g flormelis

80 g stuetempereret smør

1 spsk. hyldeblomstsaft

ca. 2 spsk. sødmælk

Rør flormelis og smør sammen til det gryner. Tilsæt hyldeblomstsaften og 1 spsk. sødmælk og tilsæt mere mælk, lidt af gangen, indtil din topping er cremet og glat. Det er lettest at bruge en håndmikser til dette.

Smør dine afkølede cupcakes med 1-1½ spsk. topping hver. Hyldeblomst cupcakes

Nu kan du så spise alle sammen på én gang, eller du kan sætte dem i køleskabet i en lufttæt beholder indtil de skal spises. De smager allerbedst nylavede og kan ikke holde sig mere end max 3 dage i køleskabet.Hyldeblomst cupcakes

Opskriften er en variant af Hummingbirds opskrift på vanilie cupcakes, deraf den lidt pudsige fremgangsmåde. Men tro mig – jeg har aldrig lavet så gode cupcakes før.

Det kan godt være, at de ikke har så lang holdbarhed, men de holder ikke engang én dag i køleskabet, så gode er de.

Jeg ved godt, at sæsonen for at plukke hyldeblomster til saft er ovre, men hvis du ligesom jeg, har gemt hyldeblomster i din fryser til saft til vinter, så kan du lave dem til den tid 🙂

Nu skal solen nydes på terrassen i selskab med Mette Blomsterbergs bog 🙂 Hav en fantastisk skøn sommerdag 🙂



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *