Hyldebærtoddy

Lige nu er der højsæson for hyldebær. De små sorte bær giver den mest fantastiske saft. En saft, der egner sig super godt til hyldebærtoddy på en råkold dag. Jeg regner med, at weekenden skal bruges på at samle nogle af disse skønne bær og så koge dem til saft til vinterens kolde næser. Jeg skal dog lige have investeret i en saftkoger først 🙂

Husk, hvis du er ude at plukke disse små sorte vidundere, der er sprængfyldt med c vitaminer, at du ikke må spise dem rå. Hyldebær er giftige for mennesker i rå tilstand, både de umodne grønne og de modne sorte. De skal koge i minimum 20 minutter, førend du må spise dem.

I dag er en rigtig råkold dag. Efteråret har for alvor ramt Danmark med kulde og blæst, og et termometer, der viste 8 grader udenfor klokken meget tidligt i morges. Vinden går igennem marv og ben, og jeg har småfrosset hele dagen. Måske er det træthed eller den begyndende ondt i halsen, der gør at jeg ikke føler frisk som en havørn, men mirakelmidlet over dem alle virker; hyldebærtoddy.Hyldebærtoddy

På vej hjem fra arbejde i dag, glædede jeg mig til at komme hjem og trække i en stor, vamset striktrøje, uldsokker og trække benene op under mig i yndlingshjørnet i sofaen med et glas varmt hyldebærtoddy.

Hyldebærtoddyen kan laves både i en voksen og i en børnevariant, eneste forskel er alkoholen 🙂 Jeg lavede en voksen variant i dag – det trængte jeg til 😉

Til 2 glas skal du bruge:

1,5 dl hyldebærsaft

1,5 dl vand

1 spsk. friskpresset citronsaft

1 tsk. stødt kanel

1 spsk. god honning

Rom efter smag

Kom hyldebærsaft, vand, citronsaft og kanel i en lille gryde og bring til kog. Når blandingen koger, tager du den af blusset og tilsætter honning. Rør honningen ud og fordel hyldebærtoddyen i 2 glas eller krus. Er toddyen til børn, så er den serveringsklar nu. Er den til voksne, skal der spædes op med en sjat rom efter smag.

Du kan også bruge vodka, hvis det er mere dig. Jeg bruger rom, fordi jeg synes det komplimenterer den søde hyld rigtig godt og den skal kun lige have en snert af rom-smag, synes jeg, men det svarer vel også til ca. 2 cl og en sjat 😉

Hyldebærtoddyen er god til at få varmen på og til en rigtig dum efterårsforkølelse. Der er et eller andet hyggeligt og trygt over hyldebærtoddy, der giver dig varme på mere end én måde og hvem kunne ikke godt bruge det en gang imellem? 🙂



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.