Hyldebærsaft

Print Friendly, PDF & Email

Sæsonen for de små sorte guldklumper synger på sidste vers. Sommerens skønne varme har været rigtig god til de smukke hyldebær – de er store og saftfyldte på nippet til at springe.
Hylden er mig bekendt en af de eneste planter, du kan høste af to gange, på hver sin årstid – om foråret kan du høste de skønneste hyldeblomster til læskende hyldeblomstdrik og om efteråret kan du høste de smukke sorte bær til sødmefyldt hyldebærsaft til varme hyldebær toddier. Det er da virkelig god udnyttelse af en plante 🙂Hyldebær

Lov mig dog, at du ikke fristes til at komme de sorte blanke bær i munden og spise dem rå. Du kan blive rigtig syg af dem. Hyldebær udvikler, i rå form, en form for blåsyre i din mave og det er ikke det bedste for dig. Du får ondt i maven, opkastninger, øhh og det, der nu kommer ud af den anden ende, kommer ud i en meget lidt fast form – så kan jeg vist ikke sige det pænere… Så lad endelig være med at spise dem rå.

Sidste søndag tog kæresten og jeg i skoven for at plukke hyldebær, eller som du nok husker, så skulle kæresten plukke (edderkop fare!!!). Vi kom hjem med en balje og en spand, der var næsten fyldt. Det blev sat i produktion i min nye saftkoger – en gave fra kæresten, der er vild med hyldebærsuppe – den opskrift kommer forhåbentlig snart herind også.
Jeg glemte desværre at veje de fyldte baljer og spande, og tage billede af dem – typisk 🙁 Men en rund opvaskebalje og 3/4 fyldt 10 liters spand blev det til i alt – så har du cirka en idé om, hvor mange du skal plukke, hvis du skulle få lyst til at kaste dig ud i hyldebærsaft produktion.
Hvis du ikke har en saftkoger, så kan du bruge et gammeldags saftklæde med holder – det tager bare noget længere tid og sviner en del mere. Hør eventuelt i din omgangskreds om, der er nogen, der har en saftkoger, du kan låne.

Er du en af de heldige, der har en stor fryser, kan du fryse saften ned. Dette skal dog gøres, inden den koges op med sukker. Har du ikke fryser plads – ligesom jeg – koger du saften op med sukker og hælder den på atamon skyllede flasker, der lukker tæt. Patentflasker er perfekte til formålet.

Til 5 liter færdig saft skal du bruge:

1 balje med hyldebær

3/4 fyldt 10 liters spand med hyldebær

Vand til saftkogeren

1,5 kg rørsukker til det færdige saft – 375 g per 1 liter

Atamon – 1 tsk per liter færdigkogt saft og ekstra til at skylle de skoldede flasker med

I de fleste opskrifter bruges der også æbler. Det gør jeg ikke. Æblerne tilføjes for at fjerne bitterheden fra hyldebærrets stilk. Men hvis du gør ligesom jeg, så klipper du hyldebærrene af så langt inde på stilken – når du altså er kommet hjem med dem – som du kan. Så har du kun de meget små og tynde stilke tilbage og så skal du ikke bruge æbler.  Hyldebærsaft

Kom de afklippede hyldebær i saftdelen i saftkogeren. Fyld den nederste del 3/4 dele op med vand – du skal nok fylde mere vand på undervejs, det gjorde jeg et par gange. Saml saftkogeren og sæt den over medium varme. Når du kan høre at vandet koger, skruer du lidt ned for varmen og lader din saftkoger stå.

Et godt råd er, at sætte en skål under slangen, da klemmerne, der holder slangen lukket ofte ikke er helt tætte. Lad saftkogeren stå et par timer.
Det kan være, at du skal tømme saftkogeren for saft efter et par timer og hælde mere vand i bunden. Jeg tømte den et par gange.

Min saftkoger var i gang i omkring 9 timer, men den passer sig selv og du får alt saften ud, hvis du lader den stå længe nok.

Når du ikke kan klemme en dråbe saft mere ud, skal du have kogt din saft op med sukker.

Kom saften op i en stor gryde – del den eventuelt i to – og tilsæt sukkeret, 375 g. rørsukker per liter saft. Lad saften komme til kog og lad den koge et par minutter. Fjern gryden fra varmen og tilsæt atamon, 1 tsk. per liter saft. Rør rundt og hæld din saft på skoldede atamon skyllede flasker. Sæt låget på og stil din saft mørkt og køligt, indtil du skal bruge den.

Hyldebærsaft kan også drikkes kold, spædet op med vand. Men min favorit er nu en dejlig varm hyldebærtoddy. Jeg ved, at jeg får drukket en del af dem her i løbet af efteråret og vinteren – og det bliver så skønt 🙂Hyldebærsaft

 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *