Chokolademousse uden fløde

Chokolademousse uden fløde
Print Friendly, PDF & Email

Jeg er chocaholic, jeg indrømmer det blankt – jeg kan ikke leve uden chokolade. Denne smukke chokolademousse uden fløde og smør er resultatet af en særdeles stærk trang til lækker chokolade med knas og sødme 😉Chokoaldemousse med æggehviderLækre lag, mmmhhh

Min chokolademousse er faktisk nærmest sund, den er lavet på chokolade og æggehvider og begge dele er jo sunde for både dig og mig 🙂 Desuden er den lavet lynhurtigt – nem, hurtig og lækker chokolademousse, skønt.

Den er den perfekte dessert til nytårsaften.

Den kan både laves dagen i forvejen og 3 timer førend gæsterne kommer – den er derfor perfekt til et pludseligt og spontant gæstevisit eller til en fantastisk nytårsaften, hvor du gerne vil brillerer med en lækker dessert, der i al sin enkelhed, slår benene væk under dine gæster 🙂Chokoaldemousse med æggehviderSmukt

Til 4 personer skal du bruge:

3,75 pasteuriserede æggehvider (3 bægre á 1 1/4 æggehvide)

35 g flormelis

100 g god mørk chokolade, dog ikke med mere end 60-64 % kakao

4 knuste ingefærsmåkager – hvis du ikke har nået at bage disse skønne kager, kan du bruge Bastogne

10 tsk. god mørk syltetøj, f.eks. hindbær-blåbær eller solbær – brug en hjemmelavet eller køb en af god kvalitet.

Hak chokoladen og smelt den i et vandbad – afkøl den let.

Pisk æggehviderne halvt stive og tilsæt flormelis lidt ad gangen under piskning. Pisk æggehviderne til de er helt stive.

Vend 1/4 af æggehviderne i den smeltede chokolade og vend det hurtigt, men forsigtigt sammen.

Vend blandingen i skålen med resten af æggehviderne, og vend moussen hurtigt, men stadig forsigtigt sammen. Luften skal ikke slås ud af æggehviderne, brug derfor bløde bevægelser.

Når du vender lidt af æggehviderne sammen med den stadig lune chokolade først, så tempererer du den smeltede chokolade, så den ikke får dine æggehvider til at skille, falde sammen eller det, der er værre. Den lille mængde æggehvider du vender i, afkøler chokoladen og derved opnår du det gode luftige resultat 🙂

Sæt chokolademoussen til side.

Knus ingefærsmåkagerne i hænderne eller kom dem i en pose og giv dem nogle dask med en kagerulle.

Kom en skefuld chokolademousse i bunden af fire høje glas – brug eventuelt vinglas – det er anderledes og flot. Fordel lidt knuste småkager ovenpå moussen, top med 1½ tsk. syltetøj. Begynd forfra med 1½-2 spsk. mousse ovenpå syltetøjet og gentag processen med knuste småkager og syltetøj, afslut med mousse og drys en lille smule knuste småkager og lidt finthakket chokolade på toppen.Chokoaldemousse med æggehviderChokolademousse i skønt selskab

Du har nu fire smukke chokolademousse i flotte lag med knuste småkager og mørk syltetøj, mmmhhh.

Sæt de skønne desserter på køl i minimum 3 timer – tag dem ud 15 minutter før de skal serveres, så de ikke er iskolde.

Server de lækre chokolademousser med en kop god kaffe eller et glas dejligt portvin til, lækkert.Chokoaldemousse med æggehviderSmuk og luftig chokolademousse med skønt fyld 

Moussen er blød og luftig med en intens og ren smag af chokolade. De skønne æggehvider gør moussen luftig og de forstyrrer ikke chokoladesmagen. Ingefærsmåkagerne giver et dejligt knasende modspil til den fløjlsbløde mousse og syltetøjet giver den syrlighed, der bærer den dessert til højbords – en skønhed af en anden verden, der sender dine smagsløg på den dejligste rejse udi kontrasternes land, lækkert.Chokoaldemousse med æggehviderUalmindelig lækker dessert 😀

Denne dejlige chokolademousse lavet på æggehvider, serveret med skønne ingefærsmåkager og god mørk syltetøj, er den perfekte afslutning på din nytårsaftensmenu – et smukt, delikat og lækkert punktum for en herlig aften 😀



2 thoughts on “Chokolademousse uden fløde”

    • Kære Lisbeth,

      Jeg må blive dig svar skyldig. Jeg har aldrig prøvet at fryse chokolademousse før, så jeg ved det helt ærligt ikke. Jeg har dog søgt lidt på nettet om emnet og umiddelbart kan traditionel chokolademousse fryses ned. Når moussen, som her, er uden fløde, ja, så kan det kun komme an på et forsøg. Så jeg synes, at du skal prøve dig frem 🙂
      Giv mig endelig besked om resultatet 🙂

      Kh Helene

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.