Avocado på ristet surdejsbrød

Avocado på ristet surdejsbrød
Print Friendly, PDF & Email

Avocado på ristet surdejsbrød med blødkogt æg er min helt nye morgenmads dille. Sammensætningen af det sprøde surdejsbrød, den cremede avocado, den solgule blomme fra ægget, uhm. Både farverne og smagene er vidunderlige.

Avocado på ristet brød er det helt store lige nu. Det er blevet lidt af en dille, både herhjemme og i udlandet og jeg kan godt forstå hvorfor. Det er en lækkerbisken af format. Super sund og virkelig mættende. Jeg forsøger at holde mig til kun at spise det til morgenmad i weekenderne, men fordi det er så hurtigt at lave, er det svært at modstå fristelsen til ikke at lave det på en hverdagsmorgen også. Det er den perfekte start på dagen, intet mindre.

Til to personer skal du bruge:

2 skiver lækkert surdejsbrød – andet brød end surdejsbrød kan også bruges, bare det er god kvalitet – ikke toastbrød

1 moden avocado – 2 hvis de er meget små

2 æg fra en glad og veltilpas høne

Havsalt og friskkværnet peber

Ekstra jomfru olivenolie

Jeg burde egentlig fordoble opskriften, for selvom det mætter rigtig godt, er det virkelige svært at holde igen med kun én af disse morgenmads bruschette.

Er du ikke avocado fan, kan du bytte avocadoen ud med et par solmodne tomater. Skær dem i skiver og læg skiverne på brødet og følg resten af opskriften. Det smager også fantastisk.

Kog æggene, så de er blødkogte, 5-6 min, og køl dem hurtigt af i iskoldt vand.

Rist brødskiverne enten på en grillpande eller på en brødrister.

Halver avocadoen, tag stenen ud og brug en spiseske til at skrabe den lækre Kermit grønne avocado ud af skrællen.

Pil æggene. Læg en halv avocado på hver skive brød og mos den ud på brødet med en gaffel. Læg ægget midt på brødet, kværn peber over, drys lidt havsalt over og slut af med nogle dråber olivenolie.

Spring endelig ikke olivenolien over. Den giver lige det sidste til maden.

Med en spids kniv prikker du hul på ægget, så blommen flyder lidt udover maden, lækkert. Server med det samme eventuelt med lidt små lækre tomater til.

Kombinationen af det sprøde brød og den bløde, cremede avocado er i sig selv lækkert, men sammen med det blødkogte æg, saltet, peberet og olivenolien – wauw. Det smager ubeskrivelig godt.

Den fede smag fra avocadoen dæmpes af det sprøde brød og havsaltet. Ægget burde gøre retten kvalm, men det gør det ikke, tværtimod, så er det ægget, der binder retten sammen og giver modspil til både avocado og brød. Olivenolien tilfører en pikant krydret note til retten og sammen med det uundværlige skarpe strejf af peberet, bliver den morgenmads bruschetta en himmerigs mundfuld, der gør dig glad helt ud i tæerne.

For mig er det her comfort food – det er et knus i form af mad. Det gør mig glad og det skal mad gøre i min verden.

Prøv avocado på ristet surdejsbrød med blødkogte æg her i weekenden, du vil takke mig for det.

Buon appetito! 🙂



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *